Velkommen

Møde i Hjerneskadeforeningen

Smukke blomster bragt af en smuk pige

Middag på postgården

Skønne forårstegn

Det skønneste forårstegn

Der var engang

Der var engang for over 50 år siden en pige og en dreng. De blev født og voksede op i hver sin del af Hovedstaden, hvor de hver især havde en herlig barndom med mor, far og – for den lille piges vedkommende – søskende.

Barndommens tid var en lykkelig og glad tid. I løbet af de gode barndomsår blev sået det frø af længsel efter at opleve glæde og lykke i livet, som de begge to senere skulle gå på jagt efter. Ja, ikke sådan med gevær for at nedlægge lykken, men det håb, der blev tændt i dem, da de var små, forlod dem aldrig.

Den lille pige var lidt ældre end den lille dreng. Der var ikke nogle tegn i sol og måne eller andre himmellegmer, der tydede på, at deres veje nogensinde skulle krydse. Det eneste, som de havde tilfælles, var drømmen om at udvide en barnlige lykke til hele livet.

Barndommen blev til ungdom, og de to drog hver sin vej ud i verden. Pigen tog en bå med sine forældre på en eventyrlig, lykkelig tur sydpå – så langt sydpå fra Hovedstaden, hun kunne komme. Helt ned til Australien gik rejsen. Et fantastisk land med fantastiske mennesker. Den ene storslåede oplevelse fulgte den anden. Den lille pige, som nu var blevet en smuk, ung dame, besluttede sig til at Australien skulle være hendes fremtid. Kærlighed, forelskelse og oplevelser var dagens orden, oplevelser, som hun aldrig håbede ville tage ende. Og i hende boede håbet om, at den livslange lykke havde mødt hende på den store ø, på kontinentet Australien.

Drengen blev en ung mand og drog også ud i verden. Han ville se så meget som muligt, opleve den vide verden. Så han tog ikke et skib, men et fly, til en anden stor ø, ja faktisk tog han til verdens største ø for at søge lykken, den livslange lykke. Han mødte grønlændere, roede i kajak og tog på fangst. Han kunne ikke lide at slå dyrene ihjel, men de skulle jo have noget at spise. Her var frihed, her var rent og storslået natur. Her var også kærligheden og fantastiske mennesker. Her var han sikker på, at den livslange lykke var at finde.

Årene gik og de to forsøgte hver for sig at finde lykken der, hvor de nu engang havde opsøgt den. Og det gik godt det skal indrømmes. Hver især oplevede de glæde, skønhed, kærlighed og det meste af alt det, som vi jo alle sammen jager efter og ønsker os så brændende. Næsten det hele fik de hver især ud af livet. Som årene gik fik de også livserfaring, modenhed. Og børn, som de var stolte af og venner, som de støttede sig til og fik støtte af.

Der var kun en lille ting, der manglede, før livet var fuldendt. Den anden, som ledte efter det samme bare et andet sted og uden at vide, hvad han og hun ledte efter.

De gik hver især i byen, dansede til fester og kroballer, som de havde gjort 35 år tidligere i "de gode gamle dage". Dengang fandtes den "nye teknologi" - it-verdenen og Nettet - ikke. Det kunne jo være - måske - og dog alligevel ikke. Hun havde forsvoret at finde den ægte kærlighed, som hun ledte efter gennem en skærm og gennem ledninger og kabler. Og selvom også han brugte Nettet så "Nej! Ikke på vilkår - kærligheden finder man da gennem at mødes og når sød musik opstår mellem to mennesker. Helst derhjemme - ikke på hjemmesider!"

Først, da de begge to var klar til det og havde ro og var åben for det - så skete det! De to fandt sammen, de fandt hinanden - og det på Internettet - og de fandt virkelig lykken. Den fuldendte lykke,. som det er at vide, at man ikke behøver lede længere, at man har nået sit mål og kan søge fælles og nye mål sammen.

Igennem mange år måtte de lede hver for sig. Så mødtes de og skulle lige have noget afsluttet begge to. Og så valgte deres sjæle at forene dem igen, da alle forhindringer var ryddet af vejen. De to sjæle sagde "ja" til hinanden, da de var klar til det, og i dag har de to lykkelige sagt "ja" til at følges sammen mod nye mål, men uden savnet efter at nyde lykken, for den har de også sagt "ja" til i dag.